Træf for Mustang’er på Krakær Camping ved Ebeltoft i Kristi Himmelfartsdagene fra den 25. maj til 28. maj. Biler og mennesker mødes til hyggelige dage med masser af bilsnak.

Arrangementer
Typografi
  • Smaller Small Medium Big Bigger
  • Default Helvetica Segoe Georgia Times

Autentisk, amerikansk bil-nostalgi møder dansk hygge og socialt samvær, når Mustang Klub Danmark holder træf hos Krakær Camping ved Ebeltoft i Kristi Himmelfartsdagene fra den 25. maj til 28. maj.

Der bliver masser af V8 motor lyd, når Mustang Klub Danmark gæster Krakær Camping til det årlige træf med ca. 40-50 biler. Ford Mustang er en legendarisk amerikansk sportsvogn med en historie tilbage fra 1964. Bilen har altid været et symbol på at udleve den amerikanske drøm, og den har været med i utallige film igennem tiderne.
 
Der bliver mulighed for at se de flotte gamle biler lørdag formiddag fra kl. 10.00 til 12.00 i Ebeltoft midtby, når Mustang’erne triller en tur ind til byen.
Lørdag eftermiddag er der mulighed for at komme ud på Krakær Camping og se bilerne, mens børnene kan lege på legepladsen eller tager en dukkert i den opvarmede pool.
 
Omfattende program
Mustang klubben har i samarbejde med Krakær Camping lavet et omfattende program for fire dage på pladsen. ”Deltagerne mødes selvfølgelig for at dyrke deres fælles passion for Mustang-bilerne. Se dem, mærke dem og høre dem. Men de mødes også for at hygge sig og for at være sammen om forskellige aktiviteter. Det drejer sig om forskellige konkurrencer, musik, dans og god mad”, fortæller den ene af værterne på Krakær Camping, Winnie Nielsen.
 
Krakær Camping har efterhånden masser af erfaringer med foreninger, klubber, familietræf eller andre former for arrangementer for større grupper. ”Vores plads rummer mange muligheder for, at vi kan tilbyde faciliteter, der gør arrangementer til en succes. Det gælder for de fysiske rammer, men det gælder også om at skabe en god stemning”, siger Winnie Nielsen.
 
Flere biltræf på vej i år
Mustang klubben er den første af 3 bilklubber, der besøger Ebeltoft og Krakær Camping i år. I august kommer Dansk Triumph Automobilklub og i september er det Dansk Datsun Bilklub, som lægger vejen forbi når de skal afholde deres klubtræf.
 
Den Kre’aktive Plads
Krakær Camping er kendt som den Den Kre’aktive Plads, hvor campister i alle aldre kan udfolde deres lyst og evner til at være kreative eller at være aktive. Den Kre’aktive Plads ligger kun 8 km fra Ebeltoft og 3 km til stranden. Pladsen er omgivet af skov og noget af Danmarks smukkeste natur direkte i tilknytning til Nationalparken Mols Bjerge.
 
Pladsens værtspar, Winnie og Per Nielsen går i spidsen og viser vejen til at holde traditionel campingferie på en utraditionel måde. ”Vi vil gerne give vores gæster en anderledes og veltilrettelagt oplevelse – enten med noget kreativt, en leg, et spil eller en aktivitet, hvor man kan få lejlighed til at bruge sig selv og sin krop. Alle aktiviteterne er tilrettelagt og forberedt af os, men vores gæster skal selvfølgelig selv være kreative eller aktive. På den måde er de selv part i at skabe ”underholdningen”, fortæller Winnie.